Sådan opnår du effektiv ledelse i et agilt setup
Der er stor forskel på projektledelse i et traditionelt og agilt setup, og en projektleder skal i dag ofte kunne navigere i både den traditionelle og agile tilgang til projekter - vi kalder det hybrid projektledelse. Står du overfor den udfordring? Så læs med her, hvor vi giver dig vores 7 bedste tips til effektiv projektledelse i en agil kontekst.
1. Lav forventningsafstemning
Både Scrum Master, udviklingsteam og Product Owner skal have samme forståelse. Ligesom i en traditionel projekttilgang skal du lave en struktur, der virker (og ændre løbende, hvis nødvendigt), samt sørge for enighed om roller og ansvar. Det er samtidig vigtigt at skræddersy den agile proces, så den passer til den kontekst, som projektet agerer i.
2. Sørg for kommunikation
I modsætning til den traditionelle projekttilgang, hvor fokus er på planer og deadline, så er der ved den agile tilgang fokus på scope, som er løsere defineret og foranderligt. Muligheden for, at scope ændrer sig undervejs, gør det vigtigt at kommunikere og forventningsafstemme løbende og grundigt med relevante interessenter.
3. Skaf fuldtidsressourcer
Hvis det er muligt, sørg for at få fuldtidsressourcer på projektet. Alternativet er at være skarp på, hvor meget teamet kan præstere, så indholdet i hvert sprint passer til den indsats, der kan lægges. Teamets formåen, hastighed og kapacitet (hvor meget der kan leveres per sprint) skal hele tiden vurderes, så det kan danne grundlag for en kontinuerlig forventningsafstemning med eventuelle linjeledere.
4. Optimer teamets samarbejde
Fokuser på teamets opbygning: Hvad skal der til for at skabe og understøtte et stabilt, effektivt, velfungerende team med et godt sammenhold? Der kan være udfordringer, hvis teamet er geografisk spredt eller indeholder mange forskellige kulturer. Fokuser på at forebygge og fjerne interne konflikter. Du kan finde inspiration til arbejdet med relationer og ledelse her.
5. Husk: Det er ok at fejle
Udtrykket ”fail fast” giver god mening i en agil verden: Det handler om at være villig til at lade delprodukter undergå test og acceptere, hvis de fejler. Tilgangen sikrer, at du ikke bruger unødig tid på at udvikle et produkt i en retning, som senere viser sig at være forkert eller uproduktiv. De retrospektive møder efter hvert sprint sikrer, at erfaringerne fra fejlene bruges til at forbedre de kommende sprint. Husk, at formålet med denne holdning til fejl skal kommunikeres og afstemmes med interessenterne. Få vores 5 tips til, hvordan du opnår bedre projektledelse gennemfejl her.
6. Klarlæg ansvar for backloggen
Det er Product Owner, der har ansvaret for backloggen og prioritering af denne, men der kan også være personer i teamet, der tager et ansvar. Og husk, der kan kun være en prioritet 1. Hav fokus på, at de rigtige folk er med til at beskrive de enkelte opgaver i dybden, inden de kommer med i sprint-planlægningen.
7. Tilpas planlægningen
Overvej nøje hvor meget planlægning, der giver mening i forbindelse med hvert sprint. I et konkret eksempel brugte man til at starte med ca. 1 dag med 8 udviklere for at planlægge et sprint på 10 arbejdsdage. Efter nogle sprints bruges nu ca. 2 timer med 8 udviklere med det samme resultat. Øvelse gør mester.
Vil du blive klogere på, hvad der kendetegner traditionel og agil projektledelse? Så læs med i indsigten: "Projekter: Traditionel eller agil tilgang?".
Har du brug for hjælp til at lede dit projekt sikkert i mål? Hver dag hjælper vi virksomheder med at lede og sikre fremdrift i deres forretningskritiske projekter. Det har vi gjort i over 20 år for nogle af Danmarks største virksomheder, men også de mindre med store ambitioner. Vores fornemmeste opgave er at give dig tryghed i at vide, at din investering i forretningsudvikling giver afkast. Tag fat i Lars Glowienka for en uforpligtende snak på telefon +45 4182 5925 eller mai lgl@kaastrupandersen.dk.