Indse, at en fejl ikke betyder, at den, der har fejlet er en fiasko
Kan du godt lide at fejle? Nej vel? Vi kan godt blive enige om, at det ikke er en rar fornemmelse. Men faktum er, at fejl ofte er den hurtigste vej til læring, der bliver hængende. I mange af de agile tilgange til projektledelse lægger vi vægt på det, der kaldes ’to fail fast’, altså at få trykprøvet løsninger på et meget tidligt tidspunkt, så evenuelle fejl tillader os både at lære, og at justere kursen for arbejdet så tidligt i udviklingsprocessen som muligt. Vi kan arbejde mere effektivt og mere motiveret, hvis vi udnytter fejl til at skabe værdi. Bliv en bedre projektleder ved at vende fejl og fiaskoer til noget positivt!
Her er 5 tips, som kan hjælpe dig videre
- Indse, at en fejl eller fiasko ikke betyder, at den, der har fejlet, er en fiasko. Undgå at projektdeltageren identificerer sig med fejlene, så de ikke ødelægger motivationen og troen på, at opgaven (og personen) kan lykkes
- Vær åben om fejl og fiaskoer. Hav for eksempel et fast punkt på mødedagsordenen til statusmøder, hvor deltagerne deler og lærer af hinandens fejl. Skab en kultur, hvor det er motiverende at dele
- Sørg for, at læringerne fra fejlene bliver samlet op, så projektgruppen kan se, at fejlene giver værdi for både den enkelte, for teamet og for hele organisationen
- Brug positiv psykologi til at styrke motivationen til at dele erfaringer og til at turde prøve noget nyt igen. Det kan for eksempel bestå i at give ros for at have fejlet, så alle kan lære af erfaringen
- Sørg for, at de KPI’er, der er opsat, også understøtter læring, planlægning, kommunikation, teamwork, risikovilighed – og at de opmuntrer medarbejderne til at prøve nye ting og dele deres erfaringer
En historie om at fejre en fejl – og den værdi det bragte
En projektleder arbejdede med ledelse af en større IT testafdeling og brugte to dygtige testere i et stort projekt til en kunde. Han blev på et tidspunkt ringet op af Helpdesk, der stod for at varetage servere og fordelingen af processorkraft mellem produktion og testmiljøer. En af de to testere var utilsigtet kommet til at holde på et datasæt i længere tid. Det betød, at ingen andre i afdelingen havde kunnet teste og det påvirkede leverancen til kunden.
Testeren var knust og rædselsslagen for konsekvenserne, da han hørte, hvad der var sket. Projektlederen bad ham om at sætte sig ved pc’en og beskrive, hvad der var sket, hvad konsekvensen havde været og hvilken læring han havde fået ud af episoden. Testeren sendte mailen til sine kollegaer og resten af afdelingen, der bestod af 21 medarbejdere. Projektlederen ønskede testeren tillykke – også i en mail til hele afdelingen – og roste ham til skyerne for at turde beskrive sin fejl, stå ved den og lære af den. Testeren fik god respons på sin mail og i stedet for at gøre fejlen til skamme, gav den læring til ham selv og til hele afdelingen. Han fortalte senere projektlederen under en 1-1 samtale, at oplevelsen havde inspireret ham dybt.