Asset tracking hos Region Midt i Skejby
Sterile instrumenter til tiden – til alle operationer på supersygehuset
Der er menneskeliv på spil på operationsgangene på sygehusene – og der skal være fuld kontrol over de sterile instrumenter, der bruges til indgrebene. Der er behov for at vide, hvor alle elementer befinder sig til alle tider, så både den livsvigtige hygiejne og logistikken er i top, når de mange operationer udføres. Region Midt bruger RFID tags til at samle data til asset tracking, og sikrer fuld kontrol over alle operationsvogne.
Den omfattende opsamling af data giver samtidig mulighed for bedre asset management og en lang række optimeringer, der baserer sig på analyser af mønstre og tendenser i dataene.
Udfordring
På supersygehus i Skejby forventes det, at der vil blive udført omkring 300 til 400 operationer dagligt. Til alle operationer kræves sterile instrumenter og varer – og det skal transporteres rundt, så det er tilgængeligt på rette sted til rette tid. Det betyder også, man hver dag skal håndtere cirka 500 sterile operationsvogne med udstyr til de mange operationer. ’Sterilprojektet’, der er en del af det store hospitalsprojekt, sørger for it til at understøtte både håndtering af steriliseringsprocesser, pakning og logistik i forbindelse med booking af instrumenter, transport af de nødvendige elementer og, ikke mindst, sporing af og historik på udstyr og instrumenter. Det er yderst vigtigt at sørge for, at den sterile tilstand på ingen måde kompromitteres og at alt udstyr er tilgængeligt til operationerne.
Løsning
Når en operation planlægges, bookes det krævede instrumentsæt i it systemet og hermed starter det flow, der sikrer, at instrumenterne er korrekt steriliserede, afsendes og transporteres på rette tidspunkt til rette sted.
Alle elementer (både personer og udstyr), der bevæger sig rundt på hospitalet, er forsynet med RFID tags og på hospitalets gange er opsat 4.400 sensorer, der alle kigger sig omkring flere gange i sekundet. RFID taggene på elementerne gør, at det centrale system til enhver tid kan give et præcist billede af, hvor udstyret befinder sig, både i forhold til sterilprocessen og den fysiske lokation.
Ud over at sikre, at det rette udstyr er sterilt og at det når frem i tide til den rigtige operation, er det muligt at udnytte de store mængder data til mange andre ting, der kan optimere processer og effektivisere. Det kan for eksempel lade sig gøre at se historikken for en specifik vogn, som transporterer udstyr, hvilket blandt andet kan bruges til forbyggende vedligeholdelse: Det kan være, at vognen trænger til at få skiftet hjul, hvis den har kørt mange kilometer. Historiske data på de forskellige instrumentsæt kan også bruges til at spore eventuelle problemer med infektioner hos patienter, i fald steriliseringen har været mangelfuld.
Udvalgte resultater
Systemet er i drift og håndterer logistikken omkring instrumenter og udstyr og der er tanker om at optimere yderligere ved at udnytte de muligheder som digitaliseringen stiller til rådighed. For eksempel ser man på at automatisere kontrollen med, hvornår en transportvogn skal steriliseres, alt efter hvilke omgivelser, den har befundet sig i og i hvor lang tid. Det forventes, at de indsamlede data kan bruges i mange flere sammenhænge – ideerne står i kø og venter blot på at blive realiseret…
kaastrup|andersen har stået for IT arkitekturarbejdet i sterilprojektet.