De er uundgåelige
Hvordan reagerer du – og dine omgivelser – når I står i en konflikt? Og hvordan håndterer du situationen?
Til trods for alle vores gode tiltag for at undgå konflikter, ender vi alligevel i dem fra tid til anden. Når vi som mennesker udsættes for en truende situation, som for eksempel en konflikt, bruger vi de mest primitive centre i hjernen. Helt grundlæggende giver vores instinkter os tre muligheder: at flygte, at slås eller at fryse. Mens hjernen befinder sig i dette stadie, er der kun ganske få, og ofte meget primitive løsninger på de udfordringer, vi står med.
Konfliktløsning handler om at skabe en situation, hvor hjernen igen åbner op for de mere sofistikerede centre i hjernen, der lader os skabe mere nuancerede svar og indgå i konstruktiv dialog. Derfor er det svært at skabe konstruktive løsninger, når konflikten står i lys lue. Vi skal skabe distance til den truende situation, så vi har overskud til at se bredt og mere nuanceret.
Når der er skabt lidt mere distance til konflikten, kan vores handlemønstre derefter nuanceres i 5 forskellige konfliktstile eller konfliktprofiler. De 5 konfliktprofiler er defineret af Kenneth W. Thomas og Ralph H. Kilmann, og kaldes Thomas-Kilmann konfliktmodellen (TKI). Det er et værktøj, der tager udgangspunkt i menneskers adfærd i konfliktfyldte situationer. I TKI beskrives fem forskellige adfærdstyper i konflikter. Ved at blive bevidst om, hvilken type konflikt vi står overfor, kan vi tilpasse vores adfærd, så vi handler på en måde, der er hensigtsmæssig for konflikten. Det handler ikke om, at vi skal påtage os en anden personlighed, men at vi skal nuancere vores handlinger, så de bliver tilpasset situationen.
Kort fortalt kan man placere de 5 stile i en matrix med akserne ’Gennemslagskraft’ (eftergivende vs vedholdende) og ’Samarbejdsvilje’ (usamarbejdsvillig vs samarbejdsvillig):
Konkurrerende er vedholdende og usamarbejdsvillig. Du forsøger at tilfredsstille dine egne behov på den anden persons bekostning.
Samarbejdende er både vedholdende og samarbejdsvillig. Du forsøger at finde en win-win-løsning, som tilfredsstiller begge personers behov.
Kompromissøgende ligger i midterfeltet mellem vedholdende og samarbejdsvillig. Du forsøger at finde en acceptabel løsning, som kun delvist tilfredsstiller begge personers behov.
Undvigende er både eftergivende og usamarbejdsvillig. Du undgår konflikten uden at forsøge at tilfredsstille nogen af personernes behov.
Tilpassende er eftergivende, men samarbejdsvillig. Du forsøger at tilfredsstille den anden persons behov på bekostning af dine egne.
Kilde: Thomas-Kilmann konfliktmodellen.
Konflikttrappen
Der kan være stor forskel på, hvilken tilgang der er bedst i en given konflikt. Det kan også være afgørende, hvor meget konflikten er eskaleret. ’Konflikttrappen’ er en kendt model, der giver os et fingerpeg om, hvor vi befinder os i forhold til at kunne løse konflikten. Hvis konflikten befinder sig på et af de øverste trin, vil en undvigende eller konkurrerende stil formentlig ikke give et konstruktivt resultat.
Konfliktmægler Anne Buhl har arbejdet videre med konflikttrappen og skabt ’Løsningstrappen’, som giver gode bud på, hvordan man kan arbejde med konflikten på de enkelte trin.
Kontakt os, følg os på LinkedIn eller tilmeld dig vores nyhedsbrev for at få mere information om, hvordan kaastrup|andersen kan hjælpe dig og din organisation med en række løsninger.