Somme tider er det tilfældigheder eller...
De fleste er enige om, at innovation skaber vækst og udvikling. Men somme tider er det tilfældigheder, der afgør, om innovative tanker og ideer bliver til konkrete produkter, processer eller tiltag. Hvordan får du dine innovative tanker til at skabe reel værdi for din virksomhed?
Hvad er innovation?
Kort sagt er innovation nye ideer, der omsættes til handling og skaber værdi. Det særlige ved innovation er, at det udgør et brud med tidligere praksis. Innovation kan være både store og små ting og der kan være stor forskel på, hvor tydeligt det er og hvor meget gennemslagskraft det har. Og det behøver heller ikke at være noget helt nyt, men kan også optræde som nye kombinationer af eksisterende produkter eller processer.
Innovation ses i mange afskygninger. Den kan være radikal og indebære voldsomme ændringer i forhold til eksisterende produkter eller processer eller den kan være inkrementel og gøre en forskel i forhold til at forbedre eksisterende løsninger.
Innovation begrænser sig ikke til hverken produkter eller processer. De mest synlige innovationer er ofte produkter, som for eksempel Internet eller smartphones, men ganske ofte er der også innovation på færde, når organisationer foretager værdiskabende ændringer i processer og arbejdsgange.
Der foregår også en slags upåagtet innovation rundt omkring i mange organisationer. Medarbejdere, der finder på nye metoder til for eksempel at effektivisere arbejdsprocesser på, skaber innovation – og det kan give ganske store fordele for organisationen som helhed, hvis ledelsen er opmærksom på dette og formår at udnytte innovationen.
Innovation
Er nye ideer, der omsættes til handling
Varierer i størrelse og gennemslagskraft
Bryder med tidligere praksis
Behøver ikke at være noget helt nyt
Skaber værdi!
Hvordan kommer vi fra idé til værdi?
Innovation er en flyvsk størrelse og det at komme fra idé til værdi kan virke svært og uoverskueligt – men behøver ikke at være det. Arbejdet med innovation kan ledes og styres som andre projekter i en organisation. Det kræver de rette redskaber og rammer.
Der findes en række metoder og processer til at hjælpe innovationsarbejdet rigtigt på vej. Fælles for dem alle er, at de sørger for at skabe det nødvendige fokus. De sikrer også, at ideerne gennemarbejdes grundigt, så vi ikke efterfølgende står med kuldsejlede initiativer, der ikke skaber værdi og giver mening. Metoderne bruger visuelle redskaber til at omsætte ideer til håndgribelige handlinger og produkter.
De forskellige metoder har velafprøvede modeller for en innovationsproces, og de lægger samtidig vægt på at skabe de rette rammer for selve arbejdet med innovation. Det kan blandt andet gå ud på at inspirere til åbenhed, nysgerrighed, fordomsfrihed: At skabe en stemning, der tillader, at alle deltagere folder sig ud. Der skal være faste rammer, men også være plads til at dvæle og til grundig udforskning af forskellige muligheder og udfaldsrum. Innovation kan ofte opstå, når ’modsætninger mødes’. Der er for eksempel ikke noget i vejen for, at et teleselskab kan lære noget af tøjbranchen. Heterogenitet i gruppearbejdet omkring innovation er også centralt: Det er bevist, at grupper, hvor deltagerne er meget forskellige, yder bedre og kommer med bedre løsninger end grupper, hvor alle deltagere ligner hinanden.