Danish Crown udskifter hjertet i produktionen på deres største slagteri med en avanceret MES-platform
Danish Crowns Manufacturing Execution System (MES) er helt afgørende og central for driften af deres slagterier og produktionslinjer. Fødevarevirksomhedens eksisterende MES-system er dog på vej mod ’end-of-life’. Med implementeringen af en ny MES-løsning har de derfor nu sikret, at slagteriet i Horsens er fuldt digitalt rustet til fremtidig produktion.
MES spiller en afgørende rolle i at sikre, at alle indkomne ordrer fra ERP-systemet bliver korrekt behandlet, så kunderne modtager de forventede produkter rettidigt. Det er også MES, der sørger for sporbarhed og gennemsigtighed i processer og produkter, hvilket er særligt vitalt for en stor fødevarevirksomhed som Danish Crown.
Med et eksisterende MES på vej mod ’end of life’, er beslutningen om at implementere et nyt system ikke svær. Danish Crown vælger en 1:1-løsning, der spejler den eksisterende funktionalitet over i et nyt system baseret på en moderne platform, dog med enkelte elementer, som optimeres for at fremtidssikre det nye system. De beskriver selv projektet som en hjerteoperation, idet det er den mest omfattende MES-platform i Danish Crown, der skal udskiftes. En platform, der ovenikøbet skal udskiftes under igangværende produktion, uden at medføre driftsstop på fabrikken.
Danish Crown har brug for en erfaren samarbejdspartner til at styre det forretningskritiske projekt og guide MES-leverandøren, så der bliver taget højde for Danish Crowns behov og krav til systemet.
Læs mere om, hvordan Danish Crown og kaastrup|andersen i samarbejde med leverandøren sikrer en vellykket implementering af en fremtidssikret MES-platform.
Udfordring
Danish Crowns eksisterende MES-platform har i 20 år sikret, at de planlagte ordrer i ERP-systemet kan sendes til fabrikken, for derefter at kunne finplanlægges, produceres, dokumenteres og færdigmeldes. Med et ’end of life’-system står Danish Crown derfor med den forretningskritiske udfordring: At skulle sikre den fremtidige produktion.
For at sikre den rette, nye MES-løsning til Danish Crown er det en helt central opgave at få skabt et overblik over funktionaliteten i det eksisterende MES samt de konkrete opgaver, som systemet er med til at løse. Første bud på at løse dén udfordring er allerede klar ved projektopstart i form af en foranalyse, udarbejdet af MES-leverandøren, der viser, at systemet leverer i top i forbindelse med planlægning, produktion, sporbarhed og logistik. Derfor bliver beslutningen om en 1:1-løsning truffet.
Danish Crown ønsker også, at både kvalitet og funktionalitet i det nye system er på plads fra første dag i drift - uden fejl eller produktionsstop. Systemet skal derfor gennemgå grundige test med MES-leverandøren og live-testes i weekender uden for normal produktion i alle væsentlige områder af fabrikken, der dagligt håndterer 18.000 grise.
Løsning
Forretningsmål, kundekrav og medarbejdernes arbejdsprocesser hænger tæt sammen og spiller alle store roller i design og udvikling af et nyt MES. Den indledende foranalyse er et godt udgangspunkt, men det bliver hurtigt tydeligt, at yderligere dybdegående undersøgelser af arbejdsprocesser og funktionalitet er nødvendige for, at kaastrup|andersen kan styre projektet sikkert i mål for Danish Crown.
kaastrup|andersen stiller med et team bestående af stærke kompetencer inden for projektledelse af større IT-løsninger, en grundlæggende forståelse for opgaven, som MES udfører, og dyb teknisk forståelse, som sikrer den gode rådgivning i forbindelse med implementeringen. Teamet går i gang med at opbygge den nødvendige viden. Det indebærer nærmere studier af de forskellige produktionstrin, dialog med medarbejderne og analyser af de tværgående processer og afhængigheder. De detaljerede oplysninger danner grundlag for det tætte samarbejde mellem Danish Crown, kaastrup|andersen og leverandøren.
Det nyudviklede MES bliver gennemtestet af kaastrup|andersen, der skal kvalitetssikre softwares modenhed, inden det sættes i drift. Testfasen består af grundige ’unit tests’ (præ-FAT-tests), for at sikre de individuelle enheders funktionalitet, og en mere omfattende ’Factory Acceptance Test’ (FAT) for at garantere systemets robusthed, ydelse, processer og funktionalitet på tværs, som dækker de brugsscenarier, som medarbejderne står overfor i deres daglige arbejde.
Projektet fokuserer også på at forbedre funktionaliteten i det nye system inden for tre områder:
- Skabeloner til ordregenerering: Medarbejderne, ansvarlige for planlægning af ordrer, designer de nye skabeloner, som fremover danner grundlag for over 80 % af produktionen. Anvendelsen af skabeloner reducerer tiden, der bruges på at oprette produktionsgrundlaget og skaber overblik i planlægningsprocessen.
- Låsning af systemet: I det tidligere MES kunne én bruger låse et element, f.eks. en procesordre, hvilket medførte, at ikke kun den specifikke ordre, men hele produktionsområdet blev låst for alle andre brugere. Dette skabte betydelige udfordringer i det daglige arbejde. I den nye løsning kan individuelle ordrer låses uden at påvirke andre elementer eller områder, hvilket giver andre medarbejdere mulighed for at fortsætte arbejdet uden forhindringer.
- Bedre muligheder for at tilpasse systemet: Tidligere var Danish Crown nødsaget til at kontakte MES-leverandøren for selv mindre ændringer i systemet. Med det nye system får Danish Crown større kontrol og vil kunne tilpasse deres MES for at understøtte eventuelle nye produktionslinjer, flere enheder og fabrikker.
Projektet omfatter desuden en opgradering af både den underliggende teknologi og brugergrænsefladen for at gøre systemet moderne på alle områder.
I forbindelse med selve implementeringen af det nye MES sørger kaastrup|andersen for information om det nye system, træning af de berørte medarbejdere og dokumentation af systemet og dets processer.
Projektledelsen håndteres af kaastrup|andersen ved hjælp af et agilt kanban-setup - en hybrid projektledelsesform, der balancerer mellem en traditionel og agil tilgang. Det setup muliggør konstant tilpasning og forbedring af processer. Derudover bruges stærke visuelle værktøjer til at skabe overblik, og opgaver bliver struktureret og styret i en task-orienteret form ved hjælp af værktøjet Microsoft Azure DevOps.
Resultat
Danish Crown har nu implementeret en ny og forbedret MES-platform, der bevarer den eksisterende funktionalitet og samtidig løfter funktionaliteten på flere områder. Den øgede funktionalitet gør systemet mere fleksibelt og understøtter mere effektive produktionsprocesser. Særligt vigtigt er den øgede fleksibilitet, der giver Danish Crown mulighed for at foretage ændringer i systemet, hvilket giver forretningsmæssige fordele i et dynamisk marked, der kræver løbende tilpasninger.
Den nye løsning eliminerer også personkritiske afhængigheder i forhold til support, hvilket styrker systemets pålidelighed og driftsstabilitet.
Projektets setup, med tæt samarbejde mellem interne medarbejdere i Danish Crown, konsulenter og projektleder fra kaastrup|andersen samt den eksterne MES-leverandør, sikrer en vellykket udskiftning af det kritiske MES. Danish Crown har nu en solid og fremtidssikret MES-platform, der kan udvikles yderligere, når nye behov opstår.
kaastrup|andersen står klar til at hjælpe dig med at forbedre dit eksisterende MES eller implementere en hel MES-løsning. Vi har lang erfaring med produktionsprojekter, IT og MES og har altid en objektiv tilgang til den enkelte virksomheds situation og branche. Vi kan hjælpe jer med både de strategiske overvejelser, valg af system, behovsafdækning, projektledelse og styring af implementering. Kontakt Simon Søgaard Jensen på ssj@kaastrupandersen.dk eller +45 4412 7191 for at få en uforpligtende snak om dine overvejelser.
Hent casen her
Vil du printe, gemme eller videresende casen til en kollega? Klik herunder, og hent casen som pdf.